I løbet af de seneste to måneders protester i Iran er mindst 58 børn blevet dræbt.
Sådan lyder det fra menneskerettighedsorganisationen Human Rights Activists in Iran, beretter The Guardian.
Ifølge organisationen har 46 drenge og 12 piger under 18 år måttet lade livet, siden store protester skyllede hen over Iran, efter den 22-årige Jina Mahsa Amini døde i det iranske moralpolitis varetægt.
Alene i den seneste uge meldes fem børn dræbt af de iranske sikkerhedsstyrker.
Lørdag oplyste menneskerettighedsgruppen Iran Human Rights, at 378 personer - heriblandt 47 børn, indtil nu har mistet livet under protesterne.
Meldingerne om de snesevis af dræbte børn fik i går FN's børnefond, Unicef, til at udtrykke sin "dybe bekymring" over meldingerne om, at iranske børn bliver "dræbt, såret og tilbageholdt" af det iranske styre.