I nat stemte Israels parlament, Knesset, for en førstebehandling af en meget omstridt reform, og i dag har modstandere af reformen indkaldt til "forstyrrelsernes dag" med store demonstrationer landet over.
Demonstranter har i morges blandt andet blokeret trafikken i store vejkryds og på motorveje i både storbyen Tel Aviv og nær Jerusalem.
Ifølge politiet er 42 personer blevet anholdt, skriver AP.
Vandkanoner er blevet brugt til at opløse demonstrationerne, mens nogle demonstranter er blevet slæbt væk af politiet med magt, skriver Ritzau.
Reformen har skabt røre i Israel, blandt andet fordi den vil indskrænke mulighederne i landets højesteret for at underkende de love, som det israelske parlament vedtager.
Kritikere af reformen frygter, at den kan skade domstolenes uafhængighed og demokratiet. Der skal yderligere to afstemninger til, før reformen vedtages.