Der er stadig omkring 40 personer på den såkaldte danskerliste, som Udenrigsministeriet forsøger at få ud af Afghanistan eller mangler en status på.
Dertil kommer cirka 40 afghanere, som Udenrigsministeriet gerne ville have nået at evakuere, da indsatsen blev lukket ned i sidste uge.
Det fortæller direktør for Udenrigsministeriets borgerservice, Erik Brøgger Rasmussen, til DR Nyheder.
- Vi er stort set i kontakt med dem alle sammen. Men der er nogle stykker på danskerlisten, som vi ikke kan få fat på i øjeblikket. Det bliver vi ved med, indtil vi har fundet ud af, om de har forladt landet, eller om de stadig gerne vil have vores støtte til at komme ud, siger han.
Erik Brøgger Rasmussen forklarer, at mulighederne for at få dem ud nu handler om, hvorvidt lufthavnen i Kabul bliver åbnet for kommercielle flyvninger, sådan som der er forhandlinger om.
Alternativt vil Udenrigsministeriet hjælpe de personer til Danmark, der forsøger at krydse grænserne til Afghanistans nabolande.
- Lige nu har vi ingen dansk tilstedeværelse i Afghanistan overhovedet. Og derfor er vores handlemuligheder tilsvarende ret begrænsede, siger Erik Brøgger Rasmussen.