Der er klima-uenighed internt i det demokratiske parti i USA forud for det vigtige klimatopmøde COP26, der starter ved udgangen af oktober.
Den demokratiske præsident Joe Biden har fremlagt en stort anlagt plan, men blandt andre den demokratiske senator Joe Manchin skaber uro.
Det skriver New York Times og Washington Post.
Kampen handler om et forslag om, at man kan belønne forsyningsselskaber, der øger deres produktion af grøn energi med fire procent hvert år, mens man straffer dem, der ikke gør det. Forslaget er en del af en stor økonomisk plan, der har til formål at fremme Bidens bredere økonomiske vision.
Men nogle stater, herunder Joe Manchins egen hjemstat, West Virginia, er stærkt afhængige af kul.
Denne interne kamp har bragt Bidens løfte om at halvere drivhusgas-udledningerne i 2030 i fare.