Amerikanske soldater er begyndt at ankomme til Afghanistan, beretter The Guardian.
Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, har nemlig besluttet at sende 3.000 soldater til landet for at hjælpe med evakueringen af ambassadeansatte.
Det sker, efter det er lykkedes Taliban-bevægelsen at overrumple de afghanske sikkerhedsstyrker og få fuld eller delvis kontrol med omkring 15 af landets 34 provinshovedstæder på blot en uge.
Ifølge The Guardian har de amerikanske ambassadeansatte fået besked på at begynde at destruere fortrolige dokumenter inden den forestående evakuering.
Storbritannien har ligeledes besluttet at sende 600 soldater til Afghanistan for at evakuere britiske statsborgere.
Danmark valgte i går midlertidigt at lukke sin ambassade i Kabul på grund af den forværrede sikkerhedssituation.