Afghanistans præsident, Ashraf Ghani, forlod tidligere i dag landet for at undgå blodsudgydelser. Det skriver han i en Facebook-opdatering.
- Taliban har gjort det her for at fjerne mig, de er her for at angribe Kabul og Kabuls befolkning. For at undgå et voldsomt blodbad, tænkte jeg, at det var bedst at komme ud, skriver Ghani blandt andet.
Han konstaterer i opslaget, at Taliban har vundet kampen med sværd og skydevåben, og så opfordrer den flygtede præsident bevægelsen til at forsøge at vinde folkets hjerter og at beskytte Afghanistans navn og ære.
Ghani menes at være flygtet til Tadsjikistan, men det bekræfter han ikke i sit opslag.