Nu skal det undersøges, om Nyborg Kommune ulovligt har forsøgt at begrænse ytringsfriheden for en politiker i byrådet.
Det viser et brev fra Ankestyrelsen, som DR Fyn har fået aktindsigt i.
Ifølge brevet overvejer Ankestyrelsen at rejse en tilsynssag mod Nyborg Kommune, fordi et byrådsmedlem i marts i år fik nej til offentligt at citere fra et notat, som omtaler alvorlige problemer i kommunens socialafdeling.
Kommunen mener, at hele notatet er fortroligt, men den argumentation holder ikke i byretten, mener juraprofessor Sten Schaumburg-Müller fra Syddansk Universitet.
- Man pålægger byrådsmedlemmet en ulovlig begrænsning af vedkommendes ytrings- og informationsfrihed, og det er klart i strid med god forvaltningsskik.
Nyborg Kommune erkender i et svar til Ankestyrelsen, at politikerne i byrådet er blevet vejledt for restriktivt i, hvad de må omtale fra borgerrådgiverens notat.