Nyborgs borgmester, Kenneth Muhs (V), brød loven, da han undlod at informere resten af byrådet om alvorlige problemer på socialområdet, som kom til hans kendskab under et møde med kommunens borgerrådgiver.
Det vurderer flere eksperter over for DR.
På mødet, der fandt sted i oktober 2021, blev borgmesteren advaret om graverende fejl i sagsbehandlingen, samarbejdsproblemer med børne- og familieafdelingen og bekymring for borgernes retssikkerhed.
Men de informationer blev ikke delt med byrådet.
- Og det mener jeg er i strid med kommunestyrelsesloven, siger professor i offentlig forvaltning ved Aalborg Universitet, Sten Bønsing.
Han bakkes op af kommunalekspert Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
- Når en borgmester får kendskab til så alvorlige forhold, som der er tale om her, så har han efter min opfattelse en klar pligt til at informere kommunalbestyrelsen omgående.
Kenneth Muhs oplyser i en mail til DR, at han straks efter mødet med borgerrådgiveren gav administrationen besked på at få problemerne løst.
- Men i dag tænker jeg, om man burde have gjort mere. Måske havde det været hensigtsmæssigt at give byrådet besked direkte, skriver borgmesteren.