Flere partier i Nyborg Byråd kræver nu svar på, hvorfor en kritisk rapport om kommunens indsats over for udsatte unge først præsenteres for politikerne i dag - godt 13 måneder, efter at den lå klar.
Rapporten fra firmaet Komponent blev afleveret i november 2022. Den udpeger mange af de samme problemer med sagsbehandlingen på det specialiserede socialområde, som kom frem for en måned siden i en stor analyse fra rådgivningsfirmaet BDO.
Men en aktindsigt, som DR har fået, viser, at rapporten ikke blev sendt til politisk behandling, selvom tre afdelingschefer i kommunen specifikt anbefalede det på et møde med direktionen 4. januar 2023.
- Jeg er vred og føler mig ført bag lyset. Vi kunne have sat ind med hjælp meget tidligere, hvis vi havde fået rapporten, siger Anja Kongsdal (V), der er formand for Social- og Handicapudvalget.
Nu har Venstre og Socialdemokratiet bedt om en redegørelse for hele forløbet.
Vicekommunaldirektør Anders M. Sørensen afviser over for DR, at det er direktionen som har bremset rapporten.