Tyrkiets inflation i maj var på 73 procent.
For at bekæmpe inflationen plejer det at være en god idé at hæve renten, mener mange økonomer, men det afviser landets præsident, Recep Tayyip Erdogan.
- Denne regering vil ikke hæve renten. Tværtimod, den vil sænke renten, siger han i en tale efter et regeringsmøde ifølge Reuters.
Præsidenten opfordrede samtidig befolkningen til at gribe til lommerne efter tyrkiske lira og bruge dem på lån og at investere dem.
Inflationen på 73 procent i forhold til maj 2021 er den højeste inflation i Tyrkiet siden 1998.
Inflationen i Tyrkiet er steget og steget siden i fjor, da Erdogan pressede på for at få centralbanken til at sænke renten, skriver Ritzau.