Taylor Hawkins, trommeslageren i det amerikanske rockband Foo Fighters, er død.
Det oplyser bandet på Instagram her til morgen dansk tid.
- Foo Fighters-familien er knust over det tragiske og alt for tidlige tab af vores elskede Taylor Hawkins, skriver bandet.
Foo Fighters var på turné i Sydamerika og skulle efter planen have spillet i Colombias hovedstad, Bogotá, fredag aften lokal tid, skriver Ritzau.
Ifølge den colombianske avis El Espectador blev Hawkins fundet død på sit hotelværelse i går.
Der er ikke givet nogen dødsårsag. Han blev 50 år og efterlader sig en hustru og tre børn.