I mange af landets kommuner bliver der arbejdet på højtryk for at pumpe vand væk efter det seneste døgn store mængder nedbør.
- Alle mand er i sving, og pumperne kører på fuld tryk, siger sekretariatschef i Danske Beredskaber Bjarne Nigaard.
Allerede i går blev der pumpet vand væk flere steder, hvor der var forhøjet vandstand.
Borgere er også blevet opfordret til at spare på vandet derhjemme af hensyn til de overbelastede systemer.
Oversvømmelser truer også inde i landet fra overfyldte åer og vandløb, skriver Ritzau.
Bjarne Nigaard kan ikke umiddelbart huske, at beredskaberne i samme grad har været udfordret før af både massiv regn og sne.
- Vi havde 20-års hændelser 26. oktober, 10. november og 23. december 2023 (stormflod, red.). Og nu har vi noget, der ligner det, her få dage inde i 2024. Det er nok en situation, vi skal tage bestik af. Det betyder i hvert fald, at mandskab og materiel bliver alvorligt presset, siger Bjarne Nigaard.
Følg vejrsituationen i vores liveblog.