Seks huse i såkaldte 'rød zone' ved Flyvestation Skrydstrup bliver i dag sat til salg.
Husene er ellers blevet opkøbt af staten, fordi de tidligere beboere har ønsket at komme væk fra husene på grund af de nye F35-kampfly, som kommer til flyvestationen i 2023.
De larmer nemlig mere end de nuværende kampfly.
Trods de store støjgener i området håber statens ejendomsselskab, Freja Ejendomme, at de kan få solgt husene videre.
De seks første huse sættes til salg med udbudspriser mellem 645.000 og 1.245.000 kroner.
Og med de priser frygter beboere og politikere, at det vil tiltrække købere, der kan belaste området.
- Vi kan jo ikke vide, om det bliver købt til tvivlsom udlejning – der kan være alt fra udenlandsk arbejdskraft til bordeller – det er vi ikke interesserede i, siger Henrik Rønnow (S), der er borgmesterkandidat i Haderslev Kommune.