Når De Radikale truer med at vælte regeringen, hvis ikke statsminister Mette Frederiksen (S) udskriver valg efter sommerferien, er det en letkøbt trussel.
Det mener Alex Vanopslagh, partileder for Liberal Alliance, der kalder meldingen 'til grin'.
- Den opfordring, de er kommet med, er jo en gratis omgang, siger han.
Reaktionen kommer, efter De Radikale har meldt ud, at de ikke ønsker en uafhængig advokatvurdering i minkskandalen. I stedet kræver partiet, at Frederiksen udskriver valg, inden Folketingets åbning 4. oktober.
Men 'enhver på Christiansborg har kunnet fornemme, at planen fra regeringens side har været at udskrive et valg efter sommeren', lyder det fra Vanopslagh.
- Og nu kommer Radikale så og siger, at det er sådan, det skal være. Hvis det er konsekvensen af at have en så skødesløs omgang med magten, som Minkkommissionen har slået fast, at Mette Frederiksen har haft, så synes jeg ærligt talt, at det er at holde danskerne for nar.