Risikoen for hackerangreb mod Danmark er blevet højere siden Ruslands invasion af Ukraine.
Derfor hæver Center for Cybersikkerhed (CFCS) nu trusselsniveauet for cyberaktivisme mod Danmark fra 'lav' til 'middel.
Det oplyser CFCS i en pressemeddelelse.
I begyndelsen af krigen gik prorussiske hackere efter mål i Ukraine, Rusland og Hviderusland. Men den seneste tid er det også gået ud over vestlige Nato-mål, og det er muligt, at hackerne vil gå efter mål i Danmark herunder i særlig grad danske organisationer eller personer med relationer til Ukraine, skriver CFCS.
- I de seneste uger har cyberaktivister også ramt mål i vesteuropæiske NATO-lande. De pro-russiske cyberaktivistiske gruppers øgede aktivitetsniveau øger også truslen for cyberaktivistiske angreb mod Danmark, skriver Center for Cybersikkerhed i pressemeddelelsen.