Det er ikke kun i storbyen Rostov, at soldater fra den private lejehær Wagner, har taget kontrollen over russiske militære knudepunkter.
Ifølge en russisk sikkerhedskilde har Wagner-soldater nu også taget kontrol over alle militære anlæg i Voronezj, som er en by 500 kilometer syd for den russiske hovedstad, Moskva.
Oplysningen bliver bekræftet af Wagner-gruppen selv.
- Militære faciliteter i Voronezj er taget under kontrol af Wagner PMC. Hæren skifter til folkets side, lyder det i en kort udtalelse ifølge BBC.
Det har ikke været muligt for DR at få bekræftet nogle af informationerne.
Wagner-gruppens leder, Jevgenij Prigozjin, har truet Ruslands militær med at sætte blokader op i Rostov og drage mod Moskva, hvis ikke Ruslands forsvarsminister, Sergej Sjojgu, og landets øverste hærchef, Valerij Gerasimov, rejser til Rostov for at mødes med ham.
Prigozjin har længe været i åben konflikt med militæret, og krisen mellem dem eskalerede i går, da Prigozjin anklagede russiske styrker for at angribe Wagner-soldater, der ellers har kæmpet side om side med de russiske i Ukraine.
Følg situationen i Rusland i vores liveblog.