De strandede bilister på E45 motorvejen nord for Aarhus i Østjylland må fortsat væbne sig med tålmodighed, selvom mange har været i deres biler i et døgns tid.
Østjyllands Politi arbejder på at få bilisterne væk fra vejen, men politiet er udfordret af, at der står adskillige lastbiler på tværs af vejen, og myndighedernes egne køretøjer er flere gange kørt fast, skriver politiet på X.
Politiet opfordrer bilister, som får det dårligt eller mangler vigtig medicin, til at ringe til politiet for at blive evakueret.
I dag er der delt flere hundrede poser med mad og drikke ud til bilisterne, hvoraf mange ikke har fået vådt eller tørt i mange, mange timer.
I vores liveblog kan du læse beretninger fra nogle af bilisterne på E45. Blandt andet om Finn Petersen fra Esbjerg, der har diabetes og sad fast i 22 timer.