Det var formentligt et tidligt tilfælde af iltsvind, der gjorde, at døde fisk skyllede op ved Thisted Bredning i Limfjorden tidligere på måneden. Det skriver Miljøministeriet.
Fra 9. til 13. juni fandt lokale fiskere døde hummere, og 17. juni blev der fundet døde fisk.
Målinger foretaget af Miljøstyrelsen 19. juni viste tegn på iltsvind flere steder både øst og vest for Thisted, skriver styrelsen.
Iltsvind opstår ifølge Miljøstyrelsen normalt først sidst på sommeren og i det tidlige efterår.
Det sker, når kvælstof og fosfor skyller fra landjorden og ud i havet og giver næring til alger, som forbruger ilt, når de nedbrydes.