En tysk statsborger, som har været assistent for en af landets parlamentarikere i EU-Parlamentet, er blevet anholdt. Han er mistænkt for at arbejde for den kinesiske efterretningstjeneste.
Der er tale om "en særlig alvorlig sag", oplyser den tyske anklagemyndighed ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Den anholdte mand arbejdede for Maximilian Krah. Han er medlem af parlamentet for Alternative für Deutschland og er også partiets topkandidat til valget til sommer.
Assistenten anklages for at at dele informationer om forhandlinger og beslutninger i EU-Parlamentet med det kinesiske efterretningsvæsen. Han skulle også have spioneret imod kinesiske oppositionsfigurer i Tyskland, siger anklagemyndigheden.
Tysklands indenrigsminister, Nancy Faeser, siger ifølge Reuters, at det kan anses som "et angreb på EU's demokrati", hvis mistanken bekræftes.
Nyheden kommer, efter tre tyskere i går blev anholdt - også på mistanke om at spionere på Kinas vegne. I det hele taget vælter det frem med spionagesager i Europa.