I løbet af det seneste halve års folkelige protester i Iran har sikkerhedsmyndighederne udsat mindreårige demonstranter for "rædselsvækkende torturhandlinger".
Sådan lyder meldingen i dag fra Amnesty International, der siger, at børn helt ned til 12 år er blevet udsat for tæsk, pisk, elektrisk stød og voldtægt for at dæmpe deres deltagelse i de folkelige protester mod det iranske styre.
- Iranske statsaktører har revet børn væk fra deres familier og udsat dem for ufattelige grusomheder. Det er afskyeligt, at myndighedspersoner på kriminel vis har udøvet denne form for magt over for sårbare og skræmte børn, siger Diana Eltahawy, Amnesty Internationals vice-regionaldirektør for Mellemøsten og Nordafrika.
Der har også tidligere været meldinger om, at kvindelige aktivister i Iran bliver udsat for seksuel vold, efter de er blevet anholdt, hvilket de iranske fængselsmyndigheder har afvist.