Mange steder i Frankrig lever de lige nu med tørke.
Men i det franske departement Pyrénées-Orientales på grænsen til Catalonien, hvor der også er massiv tørke, er det så knastørt, at det har fået franske myndigheder til at tage et drastisk skridt.
På grund af tørken vil et forbud mod både salg og opfyldning af svømmebassiner, bilvask og havevanding træde i kraft fra den 10. maj, hvor der også vil blive erklæret decideret tørkekrise i området. Det skriver BBC.
- Vi er nødt til at komme ud af vores overflodskultur, lød det blandt andet fra den franske minister for bæredygtig omstilling, Christophe Béchu.
Han satte også ord på, hvorfor man end ikke må sælge svømmebassinerne.
- Det er for at forhindre, at folk bliver fristet til at gøre det, de i virkeligheden alligevel ikke må - det er at fylde dem.
Området har ifølge ministeren ikke haft en hel dag med regn i over et år.