I løbet af to uger får en række af hovedstadens skoler besøg af projektet 'Boss Ladies', der skal lokke flere kvinder til erhvervsuddannelserne.
For selvom et stigende antal unge under 18 år vælger at søge ind på erhvervsuddannelserne, er der stadig langt færre kvindelige ansøgere end mandlige.
De nyeste tal fra Børne- og Undervisningsministeriet viser, at kun hver fjerde ansøger i alderen 15 til 17 år er kvinder.
Projektet 'Boss Ladies' vil forsøge at inspirere de unge kvinder til at turde tænke bredere i deres uddannelsesvalg.
- Jo yngre man er, når man skal træffe sit uddannelsesvalg, jo mere kan de her fordomme have påvirkning på ens valg og det med at turde at gå mod strømmen og gå efter sin egen drøm, siger direktør og stifter af projektet Nina Groes.