Antallet af ledige i Danmark steg igen en smule i maj.
Det viser tal fra Danmarks Statistik ifølge Ritzau.
Der er tale om en ganske lille stigning på 800 personer, og det er ikke nok at til at ændre på ledighedsprocenten, der fortsat ligger på 2,8 procent.
Brian Friis Helmer, der er privatøkonom hos Arbejdernes Landsbank, siger til Ritzau, at antallet af ledige de seneste syv måneder er steget med omkring 7.000 personer.
- Ledigheden peger opad og rammer sit højeste i halvandet år. Det er altid trist, når flere må stille sig i ledighedskøen, men stigningerne er ganske beskedne.
- Arbejdsmarkedet står stadig enormt stærkt med rekordhøj beskæftigelse, rimelig lav ledighed og et antal stillingsopslag, som fortsat ligger til den høje side, skriver han i en analyse til nyhedsbureauet.