Flere festivaler er langt fra tilfredse med de svar, kulturminister Joy Mogensen (S) gav, da hun i dag var i samråd om afvikling af sommerens festivaler.
Ministeren kunne endnu ikke sige, om festivalerne kan afholdes og opfordrede dem derfor til at "planlægge forsigtigt".
Men det dur ikke, siger formand for Samsø Festival Thomas Jacobsen til TV2 Østjylland:
- Det er bare ikke nemt at lave forsigtige aftaler med leverandører om, at vi måske skal bruge det eller måske ikke skal bruge det.
Talsmand for Smukfest Søren Eskildsen efterlyser desuden konkrete løsninger på, hvordan man eventuelt kan afholde en festival med hjælp fra eksempelvis corona-pas og kviktest.