26 sangere fra DR's to kor, DR Vokalensemblet og Koncertkoret, er smittet med corona.
Det oplyser koncerthuschef Kim Bohr.
Der er i alt 74 sangere i de to kor, og alle er nu hjemsendt. Hvor smitten er sket vides ikke.
- Vi har gjort det, man skal. Vi har aktiveret smitteopsporingen, vi har aktiveret Styrelsen for Patientsikkerhed og sendt folk hjem. Vi har lukket for al korsang frem til 18. januar, siger Kim Bohr.
Via smitteopsporing er det blevet undersøgt, om nogle af de smittede har været i kontakt med musikere eller andre i DR. Det er der kun få, der har - og her er kontakterne blevet testet.
- Der er så vidt vides ingen smitte i huset, siger Kim Bohr.
De første smittede blev opdaget i sidste uge, og så er antallet af ramte steget hen over weekenden og mandag. Men ingen af korsangerne har været på arbejde siden fredag.