Ukraine og F-16-fly er højt på listen over emner, som den amerikanske præsident, Joe Biden, vil tale med Mette Frederiksen (S) om, når hun kommer på besøg i Det Hvide Hus i dag.
Det siger John Kirby, sikkerhedspolitisk talsmand i Det Hvide Hus, ifølge nyhedsbureauet AP.
Joe Biden får ud over Mette Frederiksen også snart besøg af den britiske premierminister, Rishi Sunak.
- Et af de emner, hvor vi vil høre deres syn på tingene, og hvor præsidenten gerne vil dele sit, er på Ukraines langsigtede sikkerhed, siger John Kirby ifølge AP.
- Og det er der, hvor F-16-flyene på en måde kommer ind i diskussionen, lyder det videre.
Sidste måned fortalte fungerende forsvarsminister, Troels Lund Poulsen (V), at Danmark snart skal i gang med at drøfte en konkret plan for at træne ukrainske piloter i at flyve F-16-kampfly.