Mere end 200 skoler i Ungarn er i dag blevet evakueret, efter at de har modtaget en bombetrussel.
Det skriver den ungarske avis Népszava ifølge Ritzau.
Politiet oplyser på sin hjemmeside, at flere end 240 skoler er berørt, men at der endnu ikke er fundet eksplosiver på de skoler, man har undersøgt. Det fremgår imidlertid ikke, hvor mange skoler, der mangler at blive undersøgt.
Politiet skriver, at institutionerne modtog truslen på mail i morges. På hjemmesiden har politiet offentliggjort den mail, skolerne har modtaget. Her står der til sidst, at "dette er Allahs vilje".