Jacob Friis er en travl mand i disse tider.
Taskerne skal pakkes, familien skal flyttes, mennesker skal mødes.
Derfor er det heller ikke overraskende, at han sidder i sin bil, da han tager telefonen til en lille snak om, hvad der rører sig.
Et tillykke er på sin plads, et ydmygt tak bliver sendt retur, og så kan vi ellers komme til sagen.
Hvordan i alverden blev Jacob Friis lige landstræner for Finland?
- Det kom i stand ved, at jeg fik en besked engang i december før juleferien fra én i det finske fodboldforbund. Han spurgte lidt til min situation, og om jeg ville tage en snak med ham.
- Så gjorde jeg det, og så gik det slag i slag, siger han.
Og inden for de første tyve sekunder af interviewet fik vi så slået fast, at den nyudnævnte landstræner så langt fra har glemt de nordjyske rødder, han er sprunget ud af.
Jacob Friis kunne lige så vel have fortalt, at han var blevet kasserer i en andelsforening.
Men er man i stand til at afkode nordjysk til en vis grad, afslører det sig også, at den nye opgave er forbundet med en portion stolthed.
- Allerede efter den første snak var jeg meget hooked. Der var så meget, der gav mening, så jeg ville virkelig gerne have jobbet. Det var jeg så heldig også at få, siger han.
Det kræver ikke det store kendskab til fodboldbranchen for at vide, at de store trænerjobs sjældent kommer i stand via held. Og det ville også være fejt at tilskrive Jacob Friis' foreløbige succes som træner andet end hans kompetencer.
Siden begyndelsen som cheftræner i hjerteklubben AaB til flotte resultater med ansvaret i Viborg og videre til Bundesligaen og Augsburg i en assistentrolle for kollegaen Jess Thorup har Jacob Friis lagt sten efter sten i et efterhånden nydeligt bygningsværk.
At det nu skulle åbne en dør til et landstrænerjob, var dog ikke et led i nogen karriereplan for nordjyden.
- Jeg har aldrig gået med en drøm om, at jeg bare skal være A-landstræner. Men jeg kan da godt mærke, at efter jeg har fået det, så tænker jeg, at det er helt fantastisk, siger han.
- Og ér der nogle trin på en eller anden stige, så er det jo et fint næste trin at betræde.
Målet er indiskutabelt
Det finske landshold har været igennem en træls periode på det seneste. Seks nederlag i streg efterlod dem med nul point i deres Nations League-pulje og en nedrykning til formatets lag C.
Det betyder omvendt, at Jacob Friis kan iføre sig arbejdshandskerne fra et udgangspunkt, hvor tiderne stort set kun kan lysne.
VM-kvalifikationen begynder til marts, og i Finland har man ikke glemt, hvordan det føles at spille slutrundefodbold.
EM 2021 var landets første slutrunde nogensinde, og mere vil som bekendt have mere.
- Alle nationers mål er jo for pokker at kvalificere sig, det er det ypperste. Og der ligger Finland i en pulje med en masse andre lande, der kæmper om det, siger han.
Og selvom Friis har benene plantet godt og grundigt på jorden, er det ikke svært for ham at visualisere sig selv stå med ansvaret til en stor sommerbegivenhed.
- Selvfølgelig kan jeg det. Det er også der, drivet ligger. De fleste sportsfolk kan jo hurtigt danne sig nogle billeder inde i hovedet af nogle triumfer. Og det er fint. Men du kan jo reelt ikke bruge det til noget, siger han.
- Men selvfølgelig er det en motivation at kunne tage et hold til en slutrunde. Ellers havde jeg heller ikke sagt ja til jobbet.
Aalborg er basen
Familien Friis har tilbragt det seneste år med tysk bopæl. Et år træneren beskriver som et "fantastisk eventyr".
Men i denne omgang skal der ikke ledes efter ny bolig i udlandet. Finland må vente, for Aalborg kalder.
- Familien er altid en del af de overvejelser, jeg bliver nødt til at gøre mig. Derfor var det også tidligt i snakken, at jeg gjorde finnerne bevidste om, at jeg var interesseret, men udgangspunktet skulle være Aalborg.
- Nu vil vi gerne, at børnene kommer hjem til deres venner og familie og får styrket de bånd, de allerede har. Og så er det mig, der må rejse frem og tilbage. Jeg får et spændende job, og de får det, de også har brug for. Det var lidt en win-win.
Og efter weekenden sker det så. Arbejdsopgaverne i Augsburg er overstået, og kapitlet om årene i Finland skal skrives.
Og for Friis begynder det, som i enhver anden god historie, med lidt baggrundsresearch. Den finske bruttotrup gemmer trods alt på et par ukendte navne.
- Jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at jeg vidste, hvilke spillere der er højre- og venstrebenet, og hvad de spiser til morgenmad.
- Men det arbejde begynder fra på lørdag. Det skal jeg nok få styr på.