'Min strøm', 'Elpriser','Andel Energi' og 'Watts'
Sådan ser top fire lige nu ud på listen over de mest populære gratis apps i Apples app-store.
De rekordhøje el-priser har fået danskere i stor stil til at downloade apps, hvor man time for time kan tjekke prisen på en kilowatt-time.
- Strøm er pludselig blevet en tung post i de fleste danskeres hjemmebudget. Vi har på det seneste set en række rekorder i prisen. Årets samlede elregninger kommer for mange til at stige med flere tusinde kroner, så det er rigtig klogt at sætte sig ind i prisen, siger DR's økonomikorrespondent, Casper Schrøder.
Der er stor forskel på prisen, om du eksempelvis tænder tørretumbleren klokken 19.00 i aften, hvor prisen hos selskabet Andel Energi er 7,39 kroner pr. kWh eller venter til klokken 23.00, hvor det koster 5,58 kroner pr. kWh.
- Mange vil opdage, at der kan være mange penge at spare ved at bruge strøm på nogle andre tidspunkter, end de plejer. Og det kan også være smart at undersøge, om man måske kan købe strømmen billigere et andet sted, end man gør i dag, siger Casper Schrøder.
Har du ændret dine forbrugsvaner i forbindelse med stigende elpriser, vil vi gerne i kontakt med dig. Skriv til DR-journalist Jakob Trolle på JTRO@dr.dk.