Elprisen stiger og stiger: Fem råd til at spare på elforbruget

Onsdag aften var prisen for en kilowatttime rekordhøj.

I 2022 er det blevet dyrere og dyrere at hive strøm ud af sin stikkontakt. (Foto: © Henning Bagger, Henning Bagger)

Elektricitet er dyrt for tiden. Rigtig dyrt.

Elpriserne har været på himmelflugt gennem det meste af 2022, og forventningen er, at toppen ikke nødvendigvis er nået.

Ifølge privatøkonom hos Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer kan det blive en rigtig dyr fornøjelse for en gennemsnitsfamilie i Danmark.

- Hvis priserne forbliver på det nuværende niveau, vil en helt almindelig gennemsnitsfamilie med en variabel aftale betale 15.000 kroner mere i år end sidste år til deres elregning, siger han.

Se udviklingen i elprisen i grafen:

Men faktisk kan man også gøre sit til, at elregningen ikke sniger sig op i astronomiske beløb, forklarer cheføkonom ved Forbrugerrådet Tænk Morten Bruun Pedersen.

- Der er mange små ting, man kan gøre, men samlet set løber det op.

- Det handler om at tage et tjek med sin sunde fornuft. Og hvis man har børn, så få det italesat, at man godt lige kan slukke for nogle af tingene, siger han.

Nedenfor er fem råd til at spare på elregningen fra Morten Bruun Pedersen:

Vask på lavere temperatur, og tør tøjet udenfor

Det kan godt betale sig at tørre sit tøj udenfor. (Foto: © LISELOTTE SABROE, Scanpix)

- Man kan, med noget vaskemiddel, vaske ved lavere temperatur. Det giver også en besparelse.

- Elprisen varierer over døgnet, så hvis man må i den ejendom, man bor i, så kunne det være en fordel at vaske og tumble, når priserne er lavest.

Men det kan også betale sig at droppe tørretumbleren, når det kan lade sig gøre. Selv den mest energirigtige tørretumbler koster i omegnen af 15 kroner i strøm per gang, den bliver brugt.

- Man kan også tørre tøj udenfor. Især i det vejr, vi har lige i øjeblikket. Der kan man virkelig spare noget i stedet for at smide det i tørretumbleren, siger Morten Bruun Pedersen.

Skift til LED-pærer

Der kan være besparelser i at få skiftet til LED-pærer. (Foto: © Kristian Djurhuus)

- Det kan også give lidt at bruge LED-pærer i stedet for halogenpærer, siger Morten Bruun Pedersen.

Ifølge beregninger fra Energistyrelsen bruger en LED-pære kun i omegnen af 20 procent af den strøm, som andre pærer bruger.

- Og sluk for lyset, når du ikke bruger det, siger Morten Bruun Pedersen.

Hvis man udskifter fem halogenpærer på 35 watt med fem LED-pærer på 7 watt, kan man spare op mod 500 kroner om året ifølge Energistyrelsens beregninger.

Fyld vaske- og opvaskemaskiner

Start først vaske- og opvaskemaskinen, når den er fyldt. (Foto: © VIBEKE TOFT)

Når man skal bruge vaskemaskinen og tørretumbleren, er det en ide at holde øje med elpriserne og sætte dem i gang, når de er lave.

Man kan også spare ved at vente, til maskinen er helt fyldt.

- Ikke kør en halv maskine. Så hellere vente på, at den er fyldt op. Det koster jo dobbelt i strøm at køre to halve i stedet for at køre en hel, siger Morten Bruun Pedersen.

En tommelfingerregel er, at en vask med vaskemaskinen koster cirka det samme som en kilowatttime.

Sluk for apparater

Sluk for apparaterne, når de ikke er i brug. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

- Hvis man har tre børn, der sidder og spiller dagen lang, så kræver det noget el. Det er med at få slukket for det, når de færdige.

- Og få slukket standby-ting som radio, tv og ikke have opladere stående, som ikke oplader noget, siger Morten Bruun Pedersen.

Men det er ikke kun børnenes strømforbrugende apparater, der skal have skylden.

- Hvis du har en stor kummefryser, der står nede i kælderen, og så ligger der kun 250 gram kød i den, så er det måske en ide at få det spist og få slukket for den kummefryser, siger Morten Bruun Pedersen.

Overvej at skifte elleverandør

Hvem der leverer strømmen til din husholdning kan have indvirkning på regningens størrelse. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Mads Claus Rasmussen)

- Helt overordnet kan man se, om der kan være besparelser ved at skifte leverandør og få en anden aftale. Man kan få nogle aftaler, enten med variabel eller fast pris, siger Morten Bruun Pedersen.

Hvis man har en variabel aftale, stiger og falder ens elpris i takt med markedet, mens en fastprisaftale er, som navnet antyder, fast.

Han erkender dog også, at med de nuværende elpriser vil det være dyrt, uanset hvilken aftale eller leverandør man har.