Længe leve tv-billeder i slowmotion. Ellers havde de færreste nok overhovedet opdaget, hvad Schweiz' venstrefløj Noam Leopold gjorde under VM-kampen mod Tyskland forleden.
Her scorede han et mål, der udfordrede knoglestrukturen i både arm og håndled.
Se scoringen i klippet herover.
Teknikken bag tog et utal af gentagelser at mestre, siger Leopold til DR Sporten, som undervejs fandt ud af, at hans skulder og albue tilsyneladende kan dreje mere end andres.
- Jeg har en form for hypermobilitet i min krop, siger den 22-årige fløjspiller, hvis store forbillede har været Tysklands legende Uwe Gensheimer.
I dag er Emil Jakobsen også blandt dem, han suger til sig fra.
Leopold er forresten sikker på, at Jakobsen også kan lave skudvarianten. Det lod vi komme an på en prøve, da vi bad håndboldherrernes fløjprofil forklare tryllerierne med håndleddet.
Se det i videoen herunder:
- Det ligner, at han vil skyde nede (i målet, red.), men så kører han håndleddet opad. Det er meget svært at styre, og jeg har også gået og nørdet lidt i det selv. Det er ikke rigtig et skud, jeg har brugt meget i kamp. Det er et rigtig fedt skud, som jeg faktisk gerne vil bruge mere, men lige p.t. er det et træningsskud, siger Emil Jakobsen om scoringen.
Danskeren forsøgte sig første gang allerede på efterskole, hvor han - fuldstændig som Noam Leopold - sad og savlede over klip med Gensheimer på Youtube.
Deler man skuddene op - dem til kamp og dem til træning?
- Ja, på et tidspunkt kan det blive et kampskud. Men sådan nogle skud, du går og nørder med, er til at starte med oftest træningsskud, fordi det er der, du finpudser og bliver mere sikker. Så du ikke bare går ind og laver noget lort, men øver dig og får nogle gentagelser. Vi skyder tit efter træning, og det er der, hvor man kan prøve de ting af, siger Emil Jakobsen.
Her taler Noam Leopold om sin spektakulære scoring og at se op til danske Emil Jakobsen:
Dansk fløj er ekstraordinær, siger holdkammerat
Os, der følger landsholdet i Herning i disse uger, har set fra første parket, hvordan Danmarks atletiske venstrefløj sjældent misser en mulighed for at sætte af fra hjørnet og finpudse de detaljer, som må bryde samtlige regler i fysiklokalet.
Det ser ekstraordinært ud - og er det også, forsikrer kollegaen på fløjen i modsatte side, Johan Hansen.
Han er ikke sen til at bringe sin klubkollega fra Flensborg-Handewitt op, da han får stukket en video med Noam Leopolds ekvilibristiske scoring i hånden.
- Det er de færreste, der kan det. Jeg ved, at der er én på vores hold, der kan. Emil Jakobsen. Men så tror jeg ikke, at der er flere, der kan.
Hvor teknisk dygtig er Emil?
- Lige nu er han i min optik den bedste. Han kan alt med en bold. Han har alle skudvarianter i sit repertoire og bruger nærmest alle (i kamp, red.), siger Johan Hansen.
Det oplever Johan Hansen i dagligdagen, og det kan faktisk godt gøre ondt at skulle stå model til, griner højrefløjen, som også selv hører til blandt de dygtigste, når det gælder tekniske færdigheder.
- Min kone plejer at joke med derhjemme, at jeg kan have spillet en kamp for Flensborg, hvor jeg scorer fem på fem, og så laver Emil ni på ni, og så bliver man set på som "den dårlige af de to fløje". Han er svær at overgå, siger Johan Hansen.