Ny film handler om 100 år gammel mordsag, men tematikken er 'pludselig relevant' igen, siger manuskriptforfatter

Selv om filmen 'Pigen med nålen' tager udgangspunkt i starten af 1900-tallet, kan filmens temaer sagtens drage paralleller til i dag, mener manuskriptforfatter Line Langebek.

Handlingen i 'Pigen med nålen' følger ikke virkelighedens forløb. I filmen kommer den unge Karoline for eksempel helt tæt på Dagmar Overby, da hun flytter ind hos hende. (Foto: © Lukasz Bak/Nordisk Film)

Hvad har en film om landets største seriemorder i starten af 1900-tallet tilfælles med verden anno 2025?

Langt mere end du måske tror, mener Line Langebek, der gæster P1-programmet 'K-Live'.

Hun er manuskriptforfatter på Magnus Von Horns nye sort-hvide film 'Pigen med nålen', der er blandt de fem nominerede til Oscar-statuetten som 'årets bedste internationale feature film'.

I mere end seks år har hun arbejdet på fortællingen om Dagmar Overby, der er inspireret af den virkelige historie om plejemorens bestialske forbrydelser mod spædbørn, som hun mod betaling har fået overdraget af samfundets fattigste kvinder.

Dagmar Overby blev dømt for at have myrdet otte spædbørn, som var i pleje hos hende, i perioden 1913-1920. Under retssagen tilstod hun i alt 16 børnemord, men i landsretten blev der kun ført bevis for otte drab.

Et produkt af et fattigt samfund

Line Langebek bifalder ikke Dagmar Overbys handlinger, men hun har i sit arbejde med filmen prøvet at forstå, hvad der driver en kvinde til at udføre en så grusom forbrydelse.

- Når man begynder at dykke ned omkring tidsperioden omkring Dagmar, handler det ikke bare om en massemorder, men også en tidsperiode, hvor København ikke så ud, som det gør i dag. Kvinder var fattige, og nogle kvinder var rigtig fattige.

Faktisk kom det bag på manuskriptforfatteren, hvor ringe kår mange kvinder levede under dengang.

Hvis man som ugift kvinde dengang var uheldig at blive gravid mod sin vilje, var der hverken mulighed for at få en abort, at få registreret sit barn eller få sit barn passet, så man stadig havde mulighed for at arbejde.

- Det gør noget ved folk, hvis de ikke har rettigheder. Både i forhold til fattigdom og i forhold til manglen på fri abort. Det driver folk til nogle valg, de ellers ikke ville have truffet, siger Line Langebek.

'Rettigheder er ikke noget, vi bare beholder'

Selv om vi ikke har set lignende forbrydelser i den kaliber herhjemme siden, er der alligevel temaer, som vi kan drage paralleller til her i 2025, fortæller Line Langebek til programmet.

- Da vi startede, spurgte vi os selv om, hvorfor denne historie skulle fortælles lige nu. Men vi synes, at den er relevant, fordi historien ikke er "en lige linje" – desværre.

Man kunne fristes til at tro, at antallet af rettigheder for mennesker kan sammenlignes med en lige linje på Y-aksen i et koordinatsystem. Altså når folk først får tildelt nogle rettigheder, så forsvinder de ikke igen. Men sådan forholder virkeligheden sig ikke, understreger Line Langebek.

For eksempel er 'Pigen med nålen' optaget i Polen, som også er der, hvor filmens instruktør bor.

Landet har altid haft en streng abortlovgivning, der kun gav kvinder ret til abort, hvis graviditeten var et resultat af voldtægt eller incest, hvis moderens liv var i fare eller hvis fosteret var misdannet.

I filmen 'Pigen med nålen' følger man den unge og fattige kvinde Karoline, der stifter bekendtskab med Dagmar Overby. (Foto: © Lukasz Bak/Nordisk Film)

Den sidste mulighed blev dog frataget tilbage i 2021, hvor en ny lov trådte i kraft. Ifølge den polske forfatning kan kvinder derfor ikke længere lovligt få foretaget abort, hvis fostret er misdannet - hvilket har resulteret i flere kvinders død.

- Nu har vi set, at Polen har mistet retten til fri abort, og nu kan vi se, hvad der sker i USA. Så nogle af de tematikker, som vi berører, de bliver pludselig endnu mere relevante, siger Line Langebek.

Også i USA har flere konservative stater trukket abortlovgivningen tilbage, hvor staten Texas nu har landets strengeste abortlovgivning.

I modsætning til de omtalte lande valgte Danmark sidste år at forlænge abortgrænsen fra 12 til 18 uger, så vi har samme abortgrænse som Sverige.

Men tematikken for 'Pigen med nålen' rækker meget længere end retten til abort, forklarer Line Langebek.

- Vi kan se på, hvilke rettigheder vi har – både som kvinder og som folk generelt. Det er også et socioøkonomisk spørgsmål om, hvor rige folk er, og hvor mange rettigheder de har til daglig. Så det handler ikke kun om fri abort, men også om hvilke liv, vi kan leve.

Senest meddelte præsident Donald Trump i sin indsættelsestale, at USA's regerings officielle politik er nu, at der kun er to køn: mand og kvinde.

De ovenstående eksempler er et bevis på, at vi ikke kan tage vores rettigheder for givet, mener manuskriptforfatteren.

- Det er ikke sådan, at vi får nogle rettigheder, og så beholder vi dem til evig tid, siger Line Langebek.

Barnemorder gav i sidste ende kvinder bedre rettigheder

Når vi taler om rettigheder og spoler tiden tilbage til 1921 i sagen om Dagmar Overby, så endte den grusomme mordsag i sidste ende med at forbedre fattige kvinders vilkår.

Det fortæller forfatter og journalist Pia Fris Laneth, der har speciale i kvindehistorie og kvinders tid i Danmark, til P1-programmet 'Anmelderne'.

I kølvandet på Dagmar Overby-sagen blev loven om tilsyn med plejebørn fra 1923 vedtaget. Loven omfattede alle børn født uden for ægteskab og indførte en tilsynsordning, der eksisterede frem til 1965.

- Det gik op for folk og for politikerne, at man faktisk ikke anede, hvad der skete med de børn, efter de blev født. Der var ingen, der holdt styr på dem, siger hun.

Sådan så virkelighedens Dagmar Overby ud, da hun blev anholdt. I 1921 blev hun dømt for at have slået otte spædbørn ihjel. (© DR Presse)

Pia Fris Laneth fortæller også, at sagen startede en intensiv debat - med forfatter Thit Jensen i spidsen - om frivilligt moderskab i 20'erne, som fortsatte gennem 30'erne.

- Så betød sagen også, at de bedste moderskabsforeninger i København forenede sig og skabte Mødrehjælpen, som jo stadigvæk eksisterer i dag.

Manuskriptforfatter Line Langebek håber derfor, at vi både i Danmark og ude i verden fortsat i fremtiden vil sætte fokus på, hvad rettigheder gør for mennesker - og hvordan det i værste fald kan ende.

- Vi er meget langt fra, hvor København var i 1910'erne heldigvis. Men det er værd at huske på, hvad det kan gøre ved folk at have så få rettigheder eller penge, siger Line Langebek.

Du kan se 'Pigen med nålen' i biografen fra i dag den 23. januar.

Du kan i 'K-Live' høre mere om, hvordan det har været at finde balancen mellem skurk og menneske, når manuskriptforfatter Line Langebek skulle skrive karakteren Dagmar Overby i filmen 'Pigen med nålen':