Der skal findes en mere fair fordeling.
Sådan lyder budskabet fra Socialdemokraternes gruppeformand i Europa-Parlamentet, Jeppe Kofod, efter at nye beregninger fra Finans- og Realkreditrådet viser, at kapitalkravet til danske banker og realkreditinstitutter bliver langt højere end først antaget.
130 milliarder kroner, anslår de det til.
- Der er tydeligvis behov for at sikre en mere robust banksektor i både Danmark og Europa. Det stod smerteligt klart ovenpå finanskrisen. Men med så stor en udskrivning, ender man med nok engang at sende regningen til helt almindelige bankkunder og boliglåntegere. Og det må vi gribe ind overfor via EU, siger han.
Finansrådet holder sammen med Realkreditrådet og Realkreditforeningen en briefing i Bruxelles i morgen, hvor politikere og embedsmænd fra hele Europa kan høre om de danske beregninger og de samfundsøkonomiske konsekvenser.
Jeppe Kofod er vært, men også De Konservatives medlem af Europaparlamentet, Bendt Bendtsen, og DF's Morten Messerschmidt deltager.
Alle er de kritiske overfor Basels forslag.
- Det er cowboy-bankerne, der levede højt på risikable udlån, og deres risikovillige kunder, der skal betale den her regning. Ikke den helt almindelige dansker med boliglån og en kassekredit. Det må stå helt fast, siger Jeppe Kofod.