En kraftig brand er lige nu i gang ved Selsmoseskolen på Taastrupgårdsvej i Taastrup. Meldingen om branden kom klokken 06.07.
- Det brænder kraftigt, og vi er dernede med tre-fire udrykningskøretøjer. Jeg er selv på vej derned nu, så mere kan jeg ikke sige for nuværende, siger beredskabschef Dennis Ottosen til DR Nyheder kort før klokken syv.
På billeder fra stedet kan man se, at flammerne står meterhøje op fra taget på skolen. Vi opdaterer, når der er mere information.
Imens opfordrer Københavns Vestegns Politi folk til at holde sig ude af røgen og lukke døre og vinduer.
Selsmoseskolen var i øvrigt også ramt af en stor brand i november 2015, da der ved midnatstid pludselig opstod ild i taget. Der blev dengang spekuleret i, at smeltet sne havde forårsaget en elektrisk kortslutning, som så havde udviklet sig til brand.
Opdatering klokken 07.40: Beredskabschef Dennis Ottosen fortæller, at det er sportshallen ved siden af Selsmoseskolen, der er under nedrivning, som brænder.
Der er 40-50 brandfolk til stede, og der går nogle timer endnu, før indsatsen er ovre, fordi bygningen er så medtaget. Den brænder stadig.
- Taget er styrtet sammen, og vi kan ikke komme ind og slukke ilden, så derfor har vi rekvireret en Luf 60-overtryksventilator, som er en slags stor vandkanon på larvefødder. Den kan vi køre tæt på, og så sprøjter vi vand ind med stor kraft, forklarer Dennis Ottosen.
- Vi har fokuseret på at forhindre branden i at sprede sig til andre bygninger, og det er heldigvis lykkedes.