Hvis du er en af de københavnere, der flittigt rejser med metroen, har du måske oplevet at stå slukøret tilbage på perronen, fordi toget var for fyldt.
Det skal der nu laves om på. For passagerantallet er stigende på de to metrolinjer M1 og M2.
Derfor vil Metroselskabet over de kommende år sætte flere metrotog i drift og indrette dem anderledes, så der kan være flere passagerer, der eksempelvis kan stå op.
Det fortæller Metroselskabet i et svar til økonomiforvaltningen i Københavns Kommune og den konservative børne- og ungdomsborgmester, Jakob Næsager.
- Der er rigtig mange, der gerne vil bruge metroen, og det er jo dejligt. Men det betyder også, at man som passager vil opleve, at der især i myldretiden er rigtig mange med, siger Eva Lind, der er kundechef ved Metroselskabet.
I det sidste kvartal af 2024 var der 900 afgange på stækningerne, hvor togene blev så fyldte, at alle passagerer ikke kunne komme med.
Det gælder på stationerne Amagerbro, Christianshavn, Islands Brygge, DR Byen, Nørreport og Kongens Nytorv.
Derfor sætter Metroselskabet nu ind over de kommende år, siger Eva Lind.
- Flere tog betyder jo i praksis mange flere afgange. Det betyder, at man som kunde skal vente i meget kortere tid. Og sædeoptimeringen vil få det til at føles, som om der er mere plads inde i togene, men det vil også forbedre vores flow ind og ud ad dørene.
Kristian Urban er en af dem, der ofte rejser med metrolinjerne M1 og M2, og han kan godt genkende trængslen.
Især i myldretiden kan der godt være rigtig pakket og stor trængsel, siger han.
- Jeg kan godt forestille mig, at det er en god idé at indsætte flere tog. Jeg har prøvet flere gange ikke engang at kunne komme ind i metroen, fordi der har været så mange mennesker, siger han.
Frem mod 2035 planlægger Metroselskabet en samlet kapacitetsforøgelse på 32 procent i forhold til 2017, oplyser de.