De seneste par dage er Sund & Bælt, der blandt andet driver Storebæltsbroen, blevet kontaktet af stribevis af danskere. Faktisk så mange, at ekstra mandskab er kaldt ind.
Det er brobizz-ejere, der ringer ind for at høre, om de kan få deres depositum tilbage fra den brobizz, de har købt før februar 2021.
Opkaldene kommer på baggrund af en artikel i Jyllands-Posten, som gjorde folk opmærksomme på, at de 220 kroner, man har betalt i depositum for den lille hvide boks, kan man få tilbage.
Og den artikel har altså givet pres på, siger pressechef i Sund & Bælt Jens Villemoes.
- Det er fair at sige, der har været ekstra tryk på kundeservice de sidste par dage, og der lugter lidt af sved på gangene, siger han.