700 milliarder danske pensionskroner er i Kaspers hænder, men han er mere rolig ved Trump denne gang

Investeringsdirektør er generelt ikke bekymret for pensionskunders formuer, men én trussel spøger.

Kasper Lorenzen er investeringsdirektør hos PFA Pension. (Foto: © Søren Bidstrup, Ritzau Scanpix)

Han har ansvaret for 700 milliarder danske pensionskroner.

Men trods trusler fra den nyindsatte amerikanske præsident, Donald Trump, så frygter Kasper Lorenzen, der er investeringsdirektør hos PFA Pension, ikke fremtiden for selskabets pensionskunder.

Det fortæller han i DR's podcast Sorte tal.

- Vi har nogle erfaringer fra den første periode, hvor tingene jo sådan set - i hvert fald investeringsmæssigt - forløb ganske fornuftigt, siger han.

En ny periode med Trump betyder nemlig for PFA også nye muligheder, mener Kasper Lorenzen, da mange af pensionsselskabets investeringer allerede er bundet op i netop amerikanske aktier.

- USA har høj vækst. Den amerikanske forbruger har det godt. Den amerikanske centralbank har fået styr på inflationen.

- Og dér er USA og de amerikanske selskaber bare sat rigtig, rigtig godt op, siger han.

Tvivl om grønne aktier

Noget af det, der har fyldt meget i diskussionen op til Trumps tiltræden, er, hvordan det vil påvirke den grønne omstilling og dermed også grønne aktier som eksempelvis danske vindmøller.

Men ifølge Kasper Lorenzen er det ikke den del, som PFA først ser på, når selskabet skal fremtidssikre danskernes pensionsopsparinger til fire år mere med Trump.

- Selvfølgelig går vi op i, hvilken allokering vi har til energi - og i hvilken del af energisektoren de er. Men de helt store beslutninger her, det er jo, har man sine amerikanske aktier, eller har man ikke sine amerikanske aktier, siger han.

Men påvirker det, hvordan du investerer?

- Vi investerer i den grønne omstilling, og det har vi gjort både i Danmark og i Europa og i USA. Og det er jo sindssygt interessant, hvis man ser på vores to store investeringsporteføljer, plus og klima plus, så har klima plus bare klaret sig ganske fornuftigt i 2024.

- Så ét er ord, noget andet er handling, og noget tredje er performance på aktierne, siger Kasper Lorenzen.

Krig og konflikt er 'helt stor risiko'

Selvom investeringsdirektøren ikke generelt er nervøs for investeringsklimaet under Trump, så er der én lurende fare, som pensionsselskaberne ikke kan gardere sig imod.

- I starten af 2025 og starten af 2026 vil jeg holde øje med skattelettelser og omfanget af tariffer. Og så selvfølgelig også, at der ikke er en geopolitisk eskalering, som kommer til at drille tingene.

- Det er jo ligesom den helt store hale-risiko, siger Kasper Lorenzen.

Betyder det, at jeres porteføljesammensætning helt overordnet er en anelse mere defensiv, at der er en stor geopolitisk eller sikkerhedspolitisk risiko?

- Jeg går balanceret ind i 2025. Der er noget geopolitisk usikkerhed på den ene side. Til gengæld så er der også noget afklaring.

- Han har et klart mandat, siger Kasper Lorenzen.

Når Trump er gennem første halvdel af sin præsidentperiode, vil der dog kunne komme nye ting til, som PFA og resten af pensionsbranchen skal indregne i deres investeringer, spår han.

Et midtvejsvalg kan give Trump et svagere mandat, og det kan presse hans parti og i sidste ende præsidenten, mener Kasper Lorenzen.

- Jeg tror, at hvis han bliver presset, så kan han komme til at reagere lidt mere irrationelt.

Dermed stiger risikoen over tid for, at Trump vil træffe beslutninger, der skaber røre på de internationale investeringsmarkeder, lyder hans vurdering.

- Jo kortere tid han har til udløb, jo mere eksekverende kan han blive, fordi han vil være sikker på, at han får gjort det, som han nu engang vil, siger Kasper Lorenzen.