En kraftig storm trak i aften og i nat op over de amerikanske delstater Texas og Louisiana og har kastet en del sne af sig. Det skriver Reuters.
For første gang siden 2009 er der faldet en målbar mængde sne i storbyen New Orleans, oplyser de amerikanske vejrmyndigheder til nyhedsbureauet.
Byens borgmester, LaToya Cantrell, opfordrer på det sociale medie X sine bysbørn til at blive hjemme og at lade være med at køre ud.
Det lokale medie Nola.com skriver, at byens skoler er lukket, og at mange forretningsdrivende også har måttet opgive at åbne i dag.