Sidste uge måtte myndighederne i den australske storby Sydney lukke ni strande, efter mystiske ”kugleformede” vragrester skyllede i land.
Efter de første undersøgelser har rådet for Sydneys nordlige strande nu oplyst, at kuglerne blandt andet indeholder mættede fedtsyrer, E. coli og afføringsbakterier.
Det skriver BBC.
Kuglerne er blevet fjernet fra strandene igen, men myndighederne opfordrede til, at borgere, der fandt nogle af kuglerne ikke rørte ved dem.
Der skal nu foretages yderligere undersøgelser af de mystiske vragrester, så kilden kan identificeres, og det kan forhindres, at der i fremtiden dukker kugler op på andre strande.