Arbejdsmiljøet på det populære TV 2-program 'Toppen af poppen' har fra 2015 til 2022 været præget af en krænkende tone og uønsket seksuel opmærksomhed.
Det konkluderer den uvildige undersøgelse, som Mastiff – der producerer 'Toppen af poppen' – satte i gang efter DR-dokumentaren 'Sexisme i musikbranchen', hvor en række kvindelige musikere fortalte om grænseoverskridende adfærd i TV 2-programmet.
Undersøgelsens konklusion er nu sendt til de cirka 200 personer, der har været en del af produktionen af 'Toppen af poppen' enten som ansat eller artist. Et brev, som DR Nyheder er i besiddelse af.
Musiker og sanger Stine Bramsen var en af dem, der oplevede uønsket seksuel opmærksomhed, da hun deltog i sæson fem i 2015, og hun glæder sig over, at undersøgelsen nu ser dagens lys.
- Jeg er glad for, at undersøgelsen endeligt er ude, og at det ser ud til, at både TV 2 og produktionsselskabet bag 'Toppen af Poppen' tager den seriøst, lyder en skriftlig kommentar fra Stine Bramsen.
I brevet til de cirka 200 personer, der har medvirket i undersøgelsen, står der blandt andet:
"Selvom undersøgelsen konkluderer, at enkeltpersoner i stort omfang har været i centrum for denne adfærd, så viser undersøgelsen dog også, at alle på produktionen – herunder artister, bandmedlemmer, ledende personer på Mastiff og TV 2 – har været en del af den uhensigtsmæssige kultur. Ingen er således fritaget for ansvar."
Dét fælles ansvar vil de to prominente musikere Peter A.G. og Anders Blichfeld dog ikke have siddende på sig, skriver Ekstra Bladet.
- Ledelsen på Mastiff tørrer den af på os alle. De vasker sig selv rene på den måde. Jeg vil ikke finde mig i det, siger Peter A.G., der deltog i 'Toppen af poppen' i 2016.
Hverken han eller Anders Blichfeld, der medvirkede i programmet i 2019, oplevede eller var vidne til krænkende adfærd.
- Det er lidt den der med, at når alle har ansvaret, så har ingen ansvaret, siger Anders Blichfeld til Ekstra Bladet.
'Hårdt at skulle være bærer af kulturforandringer'
Spørger man Sara Indrio, forperson i Dansk Artist Forbund, lander undersøgelsen alt for sent.
- De annoncerede undersøgelsen allerede før sommeren, så det er jo lang tid, vi har ventet på en konklusion, og særlig de implicerede mennesker har selvfølgelig måtte vente i rigtig lang tid, siger Sara Indrio.
Det har haft konsekvenser, lyder det fra Dansk Artist Forbund.
- Det har haft meget store menneskelige konsekvenser, uden at der egentlig har været en decideret ansvarspådragelse for dem, som egentlig burde tage den.
Sara Indrio mener, at fordi undersøgelsen har ladet vente på sig, så har flere af dem, der har stillet sig frem i sexisme-debatten, oplevet en usikkerhed omkring deres person.
Noget, der blandt andet kan have resulteret i, at man som artist ikke bliver hyret ind til lige så mange opgaver, mener Sara Indrio.
- Det er meget, meget hårdt at skulle være bærer af kulturforandringer på den måde, hvor man stiller sig selv og sin offentlige platform til rådighed, sådan som vi har set det ske i DR's dokumentar.
- De mennesker tager en for hele Danmarksholdet, siger Sara Indrio.
Mastiff beklager utilstrækkelig håndtering
Stinne Lyager Bech, der er national chef for Kvinfo, er ikke overrasket over, at der har været en såkaldt ”udbredt usund omgangsform” på produktionen af ’Toppen af poppen’.
Det er nemlig ikke ualmindeligt i andre dele af musikbranchen.
- Den her undersøgelse er med til at pege på de problemer, som alle mulige andre undersøgelser også viser. Så ja, jeg synes, at den er med til at vise, at der stadig er problemer med sexisme og grænseoverskridende adfærd i musikbranchen, siger hun.
Hun peger på, at hvis man skal problemerne til livs, så bør branchen også have fokus på at få endnu flere kvinder ind i musikbranchen, hvor mændene ellers er i overtal.
- Så det handler både om at komme sexisme til livs, fordi sexisme er forkert, men det handler også om at skabe en branche, hvor der er plads til alle de talenter, der er derude, siger Stinne Lyager Bech fra Kvinfo.
I oktober 2024 begyndte Kvinfo på deres eget projekt, Lyden af Mod, som også skal være med til at bekæmpe sexisme i musikbranchen. Projektet skal munde ud i en rapport med initiativer, som musikbranchen forpligter sig til at overholde.
Hverken Mastiff eller TV 2 har ønsket at udtale sig til DR i dag, men i brevet skriver Mastiff følgende:
- På Mastiff er vi oprigtigt kede af, at der har fundet krænkende handlinger og uønsket seksuel opmærksomhed sted på 'Toppen af poppen', og at de henvendelser vi fik førhen ikke blev håndteret tilstrækkeligt. Det beklager vi meget.