Grønlændere er nervøse på grund af Trump - men regeringsleder maner til ro

Han peger på, at grønlænderne uden tvivl kommer til at bestemme deres egen fremtid.

Muté B. Egede og ministeren for selvstændighed og udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, deltog på dagens pressemøde. (Video: KNR)

Grønland er indstillet på at tage en dialog med USA, der med præsident Donald Trump i spidsen har gjort heftige tilnærmelser til landet i en lille måneds tid.

Men det er fortsat grønlænderne selv, der skal være herre over egen skæbne.

Det var det altovervejende budskab fra regeringsleder Múte B. Egede, der havde indkaldt til pressemøde på grund af "aktuelle sager", som det hed i indkaldelsen.

- Vores land og vores befolkning er dem, der kommer til at bestemme, hvad der kommer til at ske, sagde han blandt andet.

- Andre kan ikke bestemme, hvad vi kommer til at gøre.

Donald Trump nævnte ikke Grønland i sin første tale som præsident i går dansk tid, men da han senere underskrev dekreter i Det Hvide Hus, blev han spurgt ind til emnet.

Han sagde blandt andet, at han regner med, at den danske regering vil "indordne sig" og kaldte det et spørgsmål om "international sikkerhed".

Derfor brugte Múte B. Egede også tid på at mane til ro, da han blev forholdt, at nogle grønlændere er bekymrede.

- Selvfølgelig er de seneste ting, der er sket, bekymrende, sagde han.

- Det er forståeligt, at det giver uro, men det er vigtigt at mane til ro.

Flere er bekymrede

De grønlændere, som vores reporter i Grønlands hovedstad, Nuuk, har mødt, er heller ikke videre begejstret for på den måde at være brik i en form for internationalt politisk spil.

I storcenteret Nuuk Center mødte vores reporter blandt andre Atangana Hansen, der er pensionist.

- Det er meget foruroligende, når man tænker på, om den danske regering kan blive tvunget til noget, da USA jo er en stormagt, sagde hun.

En anden går så langt som at drage paralleller mellem USA's præsident og hans russiske modstykke, Vladimir Putin.

Mens flere er nervøse, så ser andre tilnærmelserne om, at grønlænderne skulle blive en del af USA, som upassende.

- Det krænker vores værdighed, synes jeg, siger Henrik Lyberth, der er fuldmægtig.

Danske partiledere til briefing om Grønland

Med en nyt politisk overhoved trådt til i Washington D.C. havde statsminister Mette Frederiksen (S) også kaldt en række partiledere i Folketinget til orientering i Statsministeriet her til formiddag.

- De næste fire år bliver svære år, sagde SF-formand Pia Olsen Dyhr efter orienteringen.

- Vi har selvfølgelig diskuteret den situation, som verden står i nu, efter Trump er blevet præsident i USA. Jeg tror, at vi alle sammen tager det meget alvorligt.

Det grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz (IA) fornemmer også den tilspidsede situation.

- Det er ekstremt vigtigt, at vi gør alt, hvad vi kan diplomatisk, så vi finder de gode løsninger. Dialogen bliver nødt til at være ekstremt tæt, siger hun.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) hæfter sig ved, at Donald Trump netop ikke afsatte tid til Grønland i indsættelsestalen, hvor han satte ord på mange af de dagsordener, der står højt på præsidentens ønskeliste for sin embedsperiode.

- Der er trods alt forskel på, hvad der bliver sagt i en indsættelsestale, og hvad det binder, og hvad der bliver svaret på spørgsmål rejst af journalister, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han vil dog ikke "afblæse nogen krise", fordi den nytiltrådte præsident har talt om at ville udvide USA's territorie.

- Vi kan selvfølgelig ikke have en verdensorden, hvor lande, hvis de er store nok - uanset hvad de hedder - bare kan tage for sig, sagde han.

Den seneste udvikling i det storpolitiske trekantsdrama mellem Grønland, USA og Danmark i DR's liveblog: