De kaotiske tilstande i Forsvaret og Forsvarsministeriet må ikke sænke farten i de igangværende forhandlinger om nye milliardinvesteringer i militært isenkram.
Det mener SF's formand, Pia Olsen Dyhr.
- Vi har stadig brug for, at der er speed på forhandlingerne. Danmark mangler luftforsvar, og vi kan ikke forsvare os selv, siger hun.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) fyrede i går Flemming Lentfer som forsvarschef efter et kaotisk forløb om fregatten Iver Huitfeld.
Samtidig kom det frem, at et nyindkøb af et ildstøttesystem fra israelske Elbit kan blive en milliard dyrere og forsinket et år. Alt det sker samtidig med, at politikere forhandler om yderligere investeringer på 40,5 milliarder kroner til Forsvaret. Det kommer oven i 143 milliarder, der allerede er afsat.
- Det er meget alvorligt det, der sker i Forsvarsministeriet. Der er brug for at blive ryddet op, så vi har tillid til de investeringer, vi laver, får den rigtige effekt, siger Pia Olsen Dyhr.