Rusland sætter styrker med adgang til atomvåben på højt beredskab.
Det siger præsident Vladimir Putin i en tv-tale ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Reaktionen kommer efter sanktionerne mod Rusland og "aggressive erklæringer fra Nato", siger Putin.
I talen taler Putin om såkaldte "afskrækkelsesstyrker", og det inkluderer ifølge Reuters enheder med atomvåben.
- Jeg har beordret forsvarsministeren og den russiske forsvarschef til at sætte afskrækkelsesstyrkerne i den russiske hær i et særligt beredskab, siger Putin ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ved talen beskyldte præsidenten Nato-landene for at komme med "aggressive udmeldinger", beretter nyhedsbureauet, som peger på, at ordren om at gøre atomvåben klar giver stigende frygt for, at krigen i Ukraine kan udvikle sig til en atomkrig.
Putins ordre er en dybt uacceptabel eskalering, siger USA's FN-ambassadør, Linda Thomas-Greenfield.
- Det betyder, at præsident Putin fortsætter med at eskalere denne krig på en måde, der er totalt uacceptabel, og vi bliver nødt til at fortsætte med at dæmme op for hans handlinger på den stærkest mulige måde, siger hun i et interview med CBS, skriver Reuters.