Politiets Efterretningstjeneste og Forsvarets Efterretningstjeneste tager al-Qaedas trussel mod Danmark "meget alvorligt" og følger situationen nøje.
Det fremgår af en fælles udtalelse fra de to efterretningstjenester.
Den millitante ekstremistiske terrororganisation al-Qaeda har sendt en krigserklæring til Danmark og Sverige i forbindelse med den seneste tids koranafbrændinger.
- Den seneste tids koranafbrændinger i Danmark har medført en betydelig, negativ opmærksomhed fra blandt andet militante islamister. Dette påvirker trusselsbilledet i Danmark og truslen mod danske interesser i udlandet, skriver PET og FE.
Ifølge de to efterretningstjenester kan al-Qaedas udmelding, som de kalder "terrorpropaganda", inspirere individer eller grupper til at planlægge og eksekvere voldelige handlinger.
Den nuværende terrortrussel i Danmark er uændret og dermed på niveauet "alvorlig", som er fire ud af fem på skalaen. PET vurderer dog, at de nylige hændelser har skærpet truslen inden for dette niveau, lyder det.
- FE og PET følger situationens udvikling og vurderer dens indvirkning på det samlede trusselsbillede. Baseret på disse vurderinger træffer PET de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger i samarbejde med relevante myndigheder, herunder Udenrigsministeriet vedrørende sikkerheden for danske ambassader i udlandet, lyder det i udtalelsen.