22-årige Jina Masha Amini døde sidste år, da hun blev tilbageholdt af moral-politiet i Iran.
Siden hendes død har der været protester og demonstrationer i både Iran og store dele af verden mod det iranske præstestyre.
Lørdag var årsdagen for hendes død, og verden over blev årsdagen markeret - og her blev der igen råbt det kampråb, som forbindes med protesterne: Kvinde! Liv! Frihed!
Flere steder i Danmark var der også indkaldt til demonstration, blandt andet på Axeltorv i København, hvor Manzar Alikhani var mødt op.
- Man skal presse på fra hele verden og gå op i det her, fordi det er den første revolution, hvor kvinderne går forrest og mændene kommer bagefter, siger hun.
Bag demonstrationen stod foreningen Voice of Iran, og her så forpersonen tilbage på det sidste år:
- Det har været en blandet følelse at være iraner det sidste år, men det har også givet os håbet tilbage, og som herboende iraner har det givet os mere sammenhold, siger Salar Saroneh.