Hamas' folk holder bevidst til i bygninger, hvor også mange civile befinder sig, fordi de ved, at de israelske styrker skelner mellem terrorister og civile.
Det siger det israelske militærs talsperson Daniel Hagari i en video i nat.
Daniel Hagari understreger samtidig endnu engang, at det "israelske militær udvider dets operationer i Gaza" for at få ram på Hamas.
Han taler også om en ny fase i krigen, som premierminister Benjamin Netanyahu også har gjort det:
- Israel er i en krig, som vi ikke selv startede (...) Vi er i krig med Hamas og ikke med de civile i Gaza, understreger Daniel Hagari på videoen.
Hamas kontrollerer Gazastriben.
Både Israel og Hamas begår krigsforbrydelser i den igangværende krig, lyder det fra organisationen Amnesty International.