Israels forsvarsminister, Yoav Gallant, siger i en tale lørdag aften, at den retsreform, som premierminister Benjamin Netanyahus regering forsøger at gennemtvinge, må standses.
Samtidig opfordrer han til, at de meget store demonstrationer, der har været mod regeringen, stopper.
- Spliden i vores samfund udvider sig og trænger ind i de israelske forsvarsstyrker, siger Gallant ifølge New York Times.
- Dette er en klar og umiddelbart håndgribelig fare for statens sikkerhed. Jeg vil ikke være part i dette.
Gallant tilhører lige som Netanyahu partiet Likud og er den første minister, der opfordrer til at droppe reformen. Han fortæller ifølge Ritzau, at han har talt om det med Netanyahu og gjort sit synspunkt klart.
- Nu siger jeg det med min egen stemme: Vi må stoppe den lovgivende proces.
Den israelske regering ventes i løbet den kommende uge at stemme om centrale dele af den nye lovgivning, som vil formindske den israelske højesterets betydning og give regeringen større indflydelse, når der skal udpeges dommere.
Reformen vil også gøre det muligt med simpelt flertal i parlamentet at underkende afgørelser i højesteret.