Retssagen mod en 18-årig mand, der blandt andet er tiltalt for at have dræbt en 13-årig pige i Hjallerup i Nordjylland i marts sidste år, begynder den 19. juni ved Retten i Hjørring.
Det skriver Ritzau.
Den 18-årige, som var 17 år på gerningstidspunktet, er udover drab, som han har erkendt, tiltalt for at have voldtaget pigen, hvilket han nægter sig skyldig i.
Han er også tiltalt for usømmelig behandling af lig, da han efter drabet hældte sodavand ud over liget. Han er ligeledes tiltalt for flere gange at have haft samleje med den 13-årige.
Ifølge anklageskriftet er den 18-årige også tiltalt for andre forhold, der involverer piger under 15 år.
Ifølge Ritzau er der afsat otte dage til retssagen, og dommen ventes i begyndelsen af juli.