Den russiske præsident, Vladimir Putin, og hans kinesiske modpart, Xi Jinping, har i dag talt i telefon sammen.
Det oplyser Kremls udenrigspolitiske rådgiver Jurij Usjakov, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Samtalen mellem de to ledere varede ifølge rådgiveren en time og 35 minutter. I løbet af samtalen fortalte Xi Jinping om et opkald, han har haft med den amerikanske præsident Trump.
Derudover talte de to om både Korea, Mellemøsten, Syrien og Taiwan.
Begge præsidenter understregede, at de var klar til at opbygge et forhold til USA, hvis Trumps regering viser interesse for det, siger Usjakov.