USA har som det eneste land stemt imod en resolution om øjeblikkelig våbenhvile i Gaza fremsat i FN's Sikkerhedsråd.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
USA har dermed brugt sin vetoret, der nedlægger resolutionen, som ville have krævet en "øjeblikkelig, ubetinget og permanent våbenhvile" og et separat krav om løsladelsen af gidsler.
Tidligere har USA afvist lignende resolutioner med argumentet om, at kravet om løsladelse af gidsler skal hænge direkte sammen med våbenhvilen.
Det er også tilfældet denne gang:
- For os skal der være en sammenkædning mellem en våbenhvile og frigivelse af gidsler, siger Robert Wood, der er USA's viceambassadør i FN, ifølge Ritzau.
I løbet af mere end 13 måneder med krig i Gaza er knap 44.000 personer meldt dræbt af de palæstinensiske sundhedsmyndigheder, som er under Hamas' kontrol, og som ikke skelner mellem civile og kombattanter.